Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Sidst opdateret 14. maj 2013
Havbaseret elnet på Kriegers Flak
Energinet.dk planlægger, sammen med tyske 50Hertz Transmission at etablere verdens første havbaserede elnet med tilsluttede vindmøller på Kriegers Flak

Dermed er der taget initiativ til et pilotprojekt i europæisk samarbejde om planlægning, nettilslutning og udnyttelse af vindkraft.

Ilandføringsanlæg og udvekslingsforbindelse på én gang
I modsætning til Energinet.dk's traditionelle ilandføringsanlæg, som udelukkende fører strømmen fra havmøller ind i det danske elnet, kan det havbaserede elnet løse flere opgaver samtidig. Et havbaseret elnet vil både kunne transportere strøm fra havmøllerne til land og anvendes til udveksling af el mellem Danmark og Tyskland. Den tekniske løsning indebærer også, at der kan sendes strøm fra havmøllerne til både Danmark og Tyskland. Derved styrkes både samfundsøkonomien, markedsfunktionen og forsyningssikkerheden. Derudover vil det understøtte Danmarks ønske om uafhængighed af fossile brændsler og tillige understøtte, at Danmark bevarer førerpositionen inden for udnyttelse af vedvarende energi.

Forbedret forsyningssikkerhed
Det havbaserede elnet vil resultere i forbedret forsyningssikkerhed, da begge lande for yderligere en udvekslingsforbindelse til et eksterne elsystem. Flere udvekslingsforbindelser vil resultere i, at lande med meget vindkraft bliver mindre sårbare over for fluktuationer i elproduktionen som følge af varierende vind.

Optimeret udnyttelse af kabelkapacitet
De tekniske anlæg, som indgår i en traditionel tilslutning af havmøller, udnyttes kun når vinden blæser. Det betyder, at anlæggende ikke udnyttes fuldt ud i alle årets timer. Et havbaseret elnet vil derimod kunne udnyttes til udveksling af energi mellem landende i timer, også hvor havmøllerne har begrænset produktion af el. Derved optimeres udnyttelsen af kabelkapaciteten og investeringen.

 

Optimeret samfundsøkonomi
En samlet investering i tilslutning af havmøller og udlandsforbindelse, giver en højere samfundsøkonomisk værdi til gavn for både producenter, forbrugere og netejere. Et havbaseret elnet indebærer en større investering end et traditionelt ilandføringsanlæg, men der forventes en samlet samfundsøkonomisk gevinst.

Bevarer førerpositionen
Danmark har i lang tid haft en førerposition inden for udnyttelse af vedvarende energi. Med en innovativ tilslutning af havmøller i et havbaseret elnet, udvikles nye tekniske løsninger og kompetencerne styrkes.

Forbedret markedsløsning
Samhandlen øges og konkurrencen på elmarkedet forbedres med et havbaseret elnet. Strømmen fra havmøllerne kan sendes både til Danmark og Tyskland og derved udnyttes, hvor værdien aktuelt er størst.

Til gavn for klimaet
Havmøllernes produktion af vedvarende energi kan komme hele regionen til gavn, da energien til enhver tid kan udnyttes der, hvor der er mest brug for den. Det er til gavn for klimaet. Etablering af Kriegers Flak havmøller er en vigtig milepæl i regeringens klima- og energipolitiske mål om, at halvdelen af det traditionelle elforbrug i 2020 er dækket af vind.

Kontakt

Jens C. HygebjergEltransmission, Projekter+4523338601Send mail
Jens C. Hygebjerg

Fakta

Støtte fra EU
Kriegers Flak er bevilget støtte fra EU's genopretningsprogram for energiområdet.