Ny placering af nye kabler
De eksisterende elektrodekabler ligger parallelt med luftledningen, som er en del af de to Konti-Skan-forbindelser. Kablerne er blevet beskadiget af lyn, som er slået ned i masterne og ledt ned i kablerne. Energinet.dk vælger derfor en anden linjeføring til de nye kabler. Derudover lægges de to nye kabler med fire meters mellemrum. Det vil sikre, at der fortsat kan transporteres el mellem Sverige og Jylland, hvis ét af elektrodekablerne bliver beskadiget. Der skal lægges to gange 28 kilometer kabel.
Sammen med Aalborg, Brønderslev og Frederikshavn kommune har Energinet.dk udlagt et 100 meter bredt bælte mellem Vester Hassing og Nørre Sørå, som kablerne skal placeres indenfor. I dette bælte skal der udføres miljøundersøgelser og arkæologiske undersøgelser. Energinet.dk kontakter de ca. 70 lodsejere inden for bæltet, som får kabler i deres jord, for at aftale, hvor kablerne præcist skal lægges og for at indlede forhandlinger om erstatninger.

Anlægsarbejdet
Vi begynder anlægsarbejdet med at markere kabelstrækningen og det midlertidige arbejdsbælte, der vil være ca. 15 m bredt. Vegetationen indenfor arbejdsbæltet ryddes, dog skåner vi så vidt muligt bevaringsværdige træer mv.
Herefter fjerner vi muldlaget over kabelrenden og i det område langs kabelstrækningen, hvor den opgravede råjord skal opbevares. Kablerne trækkes ud på ruller, så de ligger klar på jorden til at blive gravet ned.
Kabelrenderne graves i en dybde på ca. 1,30 m. I bunden lægges et lag sand, som kablerne lægges ned på. Endnu et lag sand fyldes i renden, hvorefter vi placerer et rødt plastikdækbånd ca. 20 cm over kablet. Råjorden fyldes tilbage i graven sammen med et advarselsnet, som kommer til at ligge ca. 70 cm over jordniveau. Til slut lægger vi muldlaget tilbage på arbejdsområdet, og de berørte områder bliver reetableret.

Konti-Skan-forbindelserne
De to elektriske forbindelser mellem Jylland og Sverige – Konti-Skan 1 og 2, som de hedder – blev bygget i henholdsvis 1965 og 1988. De er baseret på jævnstrøm, fordi elsystemerne i Vestdanmark og Norden ikke er synkrone – ”ikke svinger i samme elektriske takt”.
Konti-Skan-forbindelserne føres fra omformerstationen ved Vester Hassing via luftledninger til Lyngså. Fra Lyngså føres den videre i søkabler til Læsø. Hen over Læsø er der igen luftledninger, mens der fra Læsø til Lindome i Sverige er lagt søkabler. Udover luftledningerne består anlægget også af to elektrodekabler. De to kabler er gravet ned og er placeret under luftledningerne på strækningen fra Vester Hassing til syd for Agersted. Herfra føres elektrodekablerne ud til en elektrodestation, som ligger ved Nørre Sørå.
Projektomkostninger
Omkostningerne til projektet er estimeret til 35 mio. kr.
Tidsplan
Anlægsarbejdet foregår i løbet af sommeren og efteråret 2011. De nye kabler ventes i drift i slutningen 2011.
FAKTA
Et elektrodekabel er en del af en jævnstrømsforbindelse. Jævnstrømsforbindelser har i hver ende af forbindelsen en omformer, der i den ene ende kan omforme vekselstrøm til jævnstrøm og tilsvarende fra jævnstrøm til vekselstrøm i den anden ende.
Jævnstrømsforbindelser har to ledere, hvor strømmen løber frem i den ene leder og tilbage i den anden. Den ene leder kan være et elektrodekabel, som forbinder den ene pol med havet, da havet kan benyttes som elektrisk leder. På den måde sparer man det ene af to ofte lange søkabler.
Strømmen løber frem gennem den ene forbindelse og tilbage i den anden forbindelse, og kun hvis der er forskel mellem strømmene i de to jævnstrømsforbindelser, løber der strøm i elektrodekablerne. Under normal drift vil strømmen i elektrodekablerne være meget lille, men skulle den ene jævnstrømsforbindelse svigte, vil al strømmen fra den anden forbindelse blive sendt igennem elektrodekablerne.