
Kavernerne er menneskeskabte hulrum, der befinder sig i ca. 1000 meters dybde i en naturlig salthorst. Selve salthorsten er ca. 5 kilometer dyb og har en omkreds på ca. 5 kilometer.
Siden etableringen af gaslageret i 1980'erne er hulrummene naturligt skrumpet, og den forebyggende vedligeholdelse er nødvendigt af hensyn til gaslagerets fortsatte funktion og rolle for forsyningssikkerheden samt af sikkerhedsmæssige grunde, så gaslageret også kan leve op til forventede fremtidige krav.
Vedligeholdelsen består af et pilotprojekt og et hovedprojekt. I pilotprojektet genudskylles én kaverne én gang. Dermed tages et forsigtighedshensyn til miljøet, før myndighederne kan give accept til gennemførelse af hovedprojektet, som omfatter genudskylning af de øvrige seks kaverner. Se mere om projektet og tidsplanen i menuen til venstre og følg link'ene i højre side.
Gaslagerets funktion
Gaslageret i Lille Torup ligger cirka 30 kilometer nord for Viborg og udgør sammen med gaslageret i Stenlille ved Sorø en vigtig del af den danske forsyningssikkerhed.
Lageret i Ll. Torup kan i dag rumme et gasvolumen på op til 710 mio. m3. Det svarer til ti procent af den danske naturgasproduktion i Nordsøen.
Gaslageret udgør en vigtig del af det danske naturgasnet, og det har betydning for forsyningssikkerheden af naturgas til de danske forbrugere. Gaslageret sørger for, at der er naturgas nok til de danske forbrugere om vinteren eller i en nødsituation. I takt med at naturgassen i den danske del af Nordsøen klinger af, vil der være behov for at lagre de øgede mængder af importeret gas.
Desuden vil naturgassen supplere vedvarende energi, fx når vinden ikke blæser.
Energinet.dk ønsker desuden, at naturgassen kan leveres til konkurrencedygtige priser. For at agere på det danske naturgasmarked på lige konkurrencevilkår, er det vigtigt at have adgang til at lagre gas, når der er behov for det.