Det danske gastransportsystem transporterer ca. 8 mia. m3 naturgas om året. Systemet består af et transmissionssystem og distributionssystemer på land og af søledninger til vands.
Energinet.dk ejer transmissionsledningerne, der går på langs og på tværs af Danmark.
Fra Nordsøen til landjorden
Naturgassen fra den danske del af Nordsøen transporteres i to søledninger fra felterne Tyra og Syd Arne og ind til land nord for Esbjerg.
På land passerer naturgassen gennem et gasbehandlingsanlæg i Nybro ved Varde. Her kontrolleres og måles gaskvaliteten. Anlægget kan også tørre og rense gassen for svovl, hvis det er nødvendigt.
Fra Nybro sendes gassen ud til kunderne i ind- og udland eller til lagring på et af to underjordiske naturgaslagre. Lagrene ligger i Ll. Torup nord for Viborg og i Stenlille ved Sorø.
Gaslagre
Lagrene fyldes op i sommermånederne, når danskernes gasforbrug er lavt. Når det bliver koldere, og forbruget overstiger den daglige gasproduktion, suppleres der med gas fra lagrene. Lagrene benyttes desuden i tilfælde, hvor forsyningen fra Nordsøen er afbrudt.
Hovedsystemet
Søledningerne og transmissionssystemet, der også kaldes højtryksnettet, er hovedvejene i systemet. Her transporteres naturgassen med tryk på over 50 bar.
Energinet.dk ejer og driver det danske tranmissionsnet på land.
Fra hovedsystemet ud til slutbrugeren
Distributionsnettet, der er lavtryksnettet, leder naturgassen fra transmissionssystemet og videre ud til slutbrugerne. Der er cirka 17.000 km distributionsledninger til transport af naturgas i Danmark.
En del af det europæiske gassystem
Danmarks gassystem er forbundet med resten af Europa via ledninger til Tyskland og Sverige, og Danmark har på den måde en central placering for transport, handel og lagring af naturgas.