Det danske elmarked er en del af den nordiske markedsmodel. På engrosmarkedet foregår størstedelen af handel af el på den fælles nordiske elbørs, Nord Pool, som er ejet af de nordiske systemansvarlige transmissionsvirksomheder.
På elbørsen er der to handelspladser for elektricitet: Elspot og Elbas. Handlen på Elspot foregår efter auktionsprincippet, hvor Nord Pool én gang dagligt matcher købs- og salgsbud, og derved finder en markedspris for de enkelte budområder. På Elbas kan aktørerne handle sig i balance, når Elspot er lukket.
Nord Pool har opdelt det nordiske markedsområde i budområder, hvor Danmark er delt i to områder adskilt af Storebælt. Det medfører bl.a., at al fysisk handel mellem områder skal foregå via Nord Pool. Det skyldes at elbørsen har til opgave at optimere flowet mellem flere budområder i det nordiske marked under hensyn til begrænsninger i kapaciteten i transmissionsnettet. På spotmarkedet benytter Nord Pool konceptet implicit auktion, hvor overføringskapacitet tildeles samtidig med handel med el. Ved mangel på overføringskapacitet (flaskehalse) deles Norden op i forskellige prisområder (market splitting), som kan bestå af ét eller flere budområder.
Handel på Nord Pools spotmarked sker efter en fast tidsplan der gentages hver dag. Hovedtrækkene er som følger;
- Inden kl. 10:00 oplyser de nordiske systemansvarlige virksomheder, hvor meget kapacitet der er til rådighed for spotmarkedet for det næste døgn.
- Inden kl. 12:00 sender elleverandører og producenter købs- og salgsbud ind til Nord Pool for det næste døgn.
- Inden kl. 13:00 matcher Nord Pool spot alle købs- og salgsbud under hensyn til de begrænsninger der er i elnettet og sender planer retur til hver enkelt elleverandør og producent med oplysninger om handlede mængder og priser for det følgende døgn.
Omsætningen på Nord Pool har været stødt stigende og i 2008 blev der omsat knap 300 TWh på spotmarkedet. Det svarer til 70 % af det samlede forbrug i de nordiske lande.