Rådighed er et udtryk, der bruges overfor decentrale kraftvarmeværker, der sælger sin strøm på markedsvilkår og modtager pristillæg (grundbeløb) efter § 58 i elloven. Det er ejeren af det enkelte værk (elproducenten), der er ansvarlig for at indrapportere manglende driftsklarhed (rådighed) til den systemansvarlige virksomhed og den systemansvarlige virksomhed skal påse, at værkerne er driftsklare og til rådighed for driften.
Indberetning på Selvbetjening
For at Energinet.dk kan udbetale det fulde grundbeløb, skal værkerne være driftsklare. Med driftsklar menes, at et anlæg kan startes og være tilkoblet nettet indenfor den tid, det tager anlægget at starte fra kold tilstand (koldstart). Udetid (udedage) som følge af nedbrud/havari m.v., skal indberettes via Energinet.dk's Selvbetjening, under menupunktet "Rådighed". Med udetid (udedag) menes der, at anlægget skal have været ikke-driftsklart i tidsrummet 00:00 til 24:00 en given dag, for at anlægget anses for ikke-driftsklart. Udetid (udedage), der har en varighed på mindre end ét døgn, skal ikke indrapporteres.
Her på siden under punktet "Læs mere", findes ansøgningsskema til brugeroprettelse på Selvbetjening, vejledning til brug ved indberetning samt retningslinjerne for "Rådighed af decentrale kraftvarmeanlæg".