Der gives tilskud til:
- Anlægsarbejder, som styrker landskabelige og rekreative værdier i kommunen
- Kulturelle og informative aktiviteter i lokale foreninger m.v. for at fremme accept af udnyttelse af vedvarende energikilder i kommunen
Beregning af tilskud til kommunen
Det beløb, der kan søges udbetaling af, opgøres ud fra vindmøller, der er nettilsluttet efter den 21. februar 2008 frem til ansøgningstidspunktet.
Det er defineret i VE-loven (Lov om fremme af vedvarende energi), hvor meget tilskud, der gives til kommunerne. Energinet.dk beregner dette tilskud ud fra 22.000 fuldlasttimer for den nye vindmølle, hvilket svarer til 22.000 timer x vindmøllens installerede effekt x 0,4 øre/kWh. Det vil sige 88.000 kr. pr. MW. Oversigt over kommunernes konto findes i menuen til højre under Fakta.
Sådan søger kommunen om tilsagn om tilskud
Kommunen kan søge Energinet.dk om tilsagn om tilskud til aktiviteter.
Der gives ikke tilskud til påbegyndte aktiviteter.
Ansøgningen skal underskrives af kommunalbestyrelsens formand og vedlægges beskrivelse af aktiviteten, kopi af budget samt det offentliggjorte forslag til kommuneplan, forslag til kommuneplantillæg eller forslag til lokalplan.
Du finder ansøgningsskema i menuen til højre under Læs mere. Eksempler på tilsagn givet til kommuner finder du i menuen til højre under Fakta.
Sådan søger kommunen om udbetaling af tilskud
Når aktiviteten, der er søgt tilsagn om, er gennemført, og vindmøllerne er nettilsluttet, kan kommenen søge om udbetaling af tilskud.
Ansøgningen skal underskrives af kommunalbestyrelsens formand og vedlægges fyldestgørende beskrivelse af aktiviteterne, dokumentation for at udgifterne er afholdt samt regnskab udarbejdet af kommunen og forsynet med revisorerklæring.
Udbetalingen er betinget af, at vindmølleprojektet er gennemført i henhold til tilsagn om tilskud.
De af Energinet.dk udbetalte tilskud medgår til dækning af kommunens udgifter ekskl. moms i forbindelse med grøn ordning. Hvis en kommune ikke har fuld momsrefusionsret for de afholdte udgifter, kan momsbeløbet inkluderes i ansøgningen om tilsagn om tilskud til aktiviteter. Kommunen skal i så fald eksplicit gøre opmærksom herpå og begrunde den manglende momsrefusionsret. De samlede tilskud til kommunen (inkl. en eventuel ikke-refusionsberettiget moms) kan dog under alle omstændigheder ikke overstige den udbetalingsramme, der konkret bliver beregnet på baggrund af nye nettilsluttede vindmøller i kommunen.
Yderligere information
I menuen til højre finder du information om:
- Ansøgningsskemaer
- Eksempler på tilsagn givet til kommuner
- Administrationsgrundlag til grøn ordning
- Ofte stillede spørgsmål (vedrørende grøn ordning)
- Lov om fremme af vedvarende energi
Du kan også læse vores VE-guide. Link til guiden finder du i menuen til højre under "Fakta".