Spring over navigationshyperlinks
El
GAS
ANLÆG OG PROJEKTER
KLIMA OG MILJØ
FORSKNING
JOB
OM OS
Sidst opdateret 28. juni 2011
abonner denne side print denne side email denne side
Køberetsordning 
Når du opstiller nye vindmøller, skal du være opmærksom på køberetsordningen.

Køberetsordningen forpligter dig som opstiller til at udbyde mindst 20 % af vindmølleprojektet som andele til lokale borgere og naboer.

Borgere og naboer kan købe andele, hvis de er over 18 år og enten har folkeregisteradresse inden for 4,5 km fra vindmøllen eller i den kommune, vindmøllen opstilles.

Senest 4 uger før vindmøllen påbegyndes opstillet, skal du, gennem avisannonce og udbudsmateriale, informere lokalbefolkningen om muligheden for at købe anparter i mølleprojektet.

Vindmøller, som efter Klima- og Energiministerens afgørelse må betegnes som forsøgsmøller, er ikke omfattet af køberetsordningen.

Du skal sætte en annonce i lokalavisen
Gennem annoncering i lokalavisen skal du gøre borgere og naboer opmærksomme på, at de kan købe andele i dit vindmølleprojekt. Du skal sikre, at annonceringen geografisk dækker alle købsberettigede. Prisen på de udbudte andele samt øvrige betingelser og frister m.m. skal fremgå af din annonce, og du skal gøre opmærksom på, at udbudsmaterialet kan rekvireres hos dig.

Ejerandelene skal udbydes til kostpris og sælges til en pris beregnet ud fra en produktion på 1.000 kWh pr. andel.

Du skal sende annonce- og udbudsmateriale til godkendelse hos Energinet.dk, så Energinet.dk har materialet senest 4 uger inden, annoncen skal afleveres til den lokale avis.

Naboer og lokale borgere, der ønsker at købe andele, skal tilkendegive dette over for dig.

Krav til udbudsmaterialet
Udbudsmaterialet, som borgere og naboer skal kunne rekvirere hos dig, skal som minimum indeholde følgende oplysninger:

- Selskabets vedtægter (hvis der er tale om et selskab med personlig hæftelse, skal du oplyse, i hvilket omfang vedtægterne giver mulighed for at stifte gæld)
- Et specificeret anlægs- og driftsbudget
- Hæftelses omfang pr. andel
- Antal og pris på de udbudte ejerandele
- Frister og betingelser for at afgive købstilbud (fristen skal være mindst 4 uger fra annonceringstidspunktet)
- Udbudsmaterialet skal vedlægges en revisorerklæring

Sådan fordeler du andele
Når fristen for ansøgning om andele udløber, skal du fordele andelene på følgende måde: Først skal du imødekomme alle, der er over 18 år og har folkeregisteradresse højst 4,5 km fra opstillingsstedet. Hvis der herefter er flere, der ønsker ejerandele, skal du fordele andelene til de personer, som er over 18 år og har fast bopæl i den kommune, hvor vindmøllen opstilles.

Du fordeler ejerandelene ved først at imødekomme alle, der har afgivet bud på mindst 1 ejerandel, med 1 ejerandel. Derefter skal du imødekomme alle, der har afgivet mindst 2 ejerandele, med yderligere 1 ejerandel osv.

Hvis antallet af ansøgere er større end det udbudte antal andele, kontakter du Energinet.dk, som foretager en lodtrækning blandt de interesserede købere. Når du kender fordelingen af andele, skal du kontakte ansøgere og informere dem om resultatet.

Yderligere information
I menuen til højre finder du information om:

- Vedledning om køberetsordningen
- Spørgsmål & Svar
- Lov om fremme af vedvarende energi

Du kan også læse mere om VE-ordningen i vores VE-guide, som du finder i menuen til højre under "Fakta"

Kontakt

Front Office El+45 70 20 13 53fo@energinet.dk
Front Office El

Links


Spørgsmål

Har du konkrete faglige spørgsmål, er du velkommen til at henvende dig direkte til kontaktpersonen øverst på siden.

Vores generelle kontaktinfo finder du her.