I nødforsyningssituationer overtager Energinet.dk al transport af gas til det danske marked.
Forbrugere, der har indgået aftale om afbrydelig nødforsyning med Energinet.dk skal i nødforsyningssituationer lukke af for aftaget af naturgas på forbrugsstedet i henhold til afbrydelighedsaftalen.
Hvis Energinet.dk erklærer nødforsyningssituation vil Energinet.dk meddele det direkte til distributionsselskaberne, transportkunderne, gasleverandørerne samt til de afbrydelige forbrugere. Herefter følges følgende procedure:
- Hyperafbrydelige forbrugere lukker af for aftaget på forbrugsstedet i henhold til aftale. Afbrud skal ske inden for 3 timer efter, at Energinet.dk har erklæret nødforsyningssituation
- Hvis ikke de hyperafbrydelige forbrugere overholder afbrydelighedsaftalen, kan Energinet.dk eller distributionsselskaberne lukke hele aftaget på forbrugsstedet
- De øvrige afbrydelige forbrugere lukker af for aftaget på forbrugsstedet i henhold til afbrydelighedsaftalen. Afbrud skal ske inden for 72 timer efter, at Energinet.dk har erklæret nødforsyningssituation
- Hvis ikke de afbrydelige forbrugere overholder afbrydelighedsaftalen, kan distributionsselskaberne lukke af for hele aftaget på forbrugsstedet
Forbruget på de hyperafbrydelige forbrugssteder kan genoptages 72 timer efter erklæring af nødforsyningssituation.
Forbruget på de 3-døgns afbrydelige forbrugssteder må først genoptages, når Energinet.dk har ophævet nødforsyningssituationen.