Indtil vi har tilstrækkelig vedvarende energi og teknologi til at dække det totale energibehov, må vi sørge for, at brugen af de fossile brændsler sker med den mindst mulige miljøbelastning. I dag dækkes op imod 30 % af el- og kraftvarmeproduktionen med vedvarende energikilder. Selvom denne andel stiger i de kommende år, vil der fortsat blive brugt en stor andel fossile brændsler i energiproduktionen i Danmark.
Fossile brændsler udleder CO2 og en række miljøskadelige stoffer. Derfor er det vigtigt at holde forureningen fra brugen af kul, olie og naturgas på et absolut minimum. De eksisterende værker skal have en forbedret miljørensning, bedre udnyttelse af ressourcerne og brændslerne, og skal kunne understøtte en regulerbar og fleksibel drift, indtil de erstattes af vedvarende energikilder. Også her er der således behov for fortsat forskning og udvikling.