Forskerne har flere forskellige arbejdsmetoder, som de bruger, når de skal undersøge om en given påvirkning kan være årsag til kræft:
- Epidemiologi (store statistiske befolkningsundersøgelser)
- Forsøg med celler og dyr
- Eksponeringsvurdering (undersøgelser af, hvor store felter, forskellige mennesker har været udsat for i en given periode).
Epidemiologi
Forskerne kan undersøge om store grupper af mennesker, der fx over en lang tidsperiode har boet nær højspændingsledninger, rent statistisk har større kræfthyppighed end andre. Det kaldes epidemiologi.
Epidemiologien kan give et godt fingerpeg om en mulig sammenhæng, men den kan sjældent stå alene. Det er meget svært at arbejde med data, der måske går 25 år tilbage i tiden. Der kan være skævheder i den måde, deltagerne er udvalgt på, og det kan være svært at sige, hvad de ellers har været udsat for. Måske er det en anden påvirkning, som de undersøgte har til fælles, der er årsag, hvis man ser en statistisk sammenhæng. Desuden er det en nødvendighed for alle statistiske undersøgelser, at der skal være deltagere nok, for at resultatet kan sige noget rimeligt sikkert. Det kan være vanskeligt, når der er tale om sygdomme, som kun rammer relativt få og påvirkninger, der ikke er særligt almindelige.
Forsøg med celler og dyr
Begge dele kan være gode til at eftervise, om et epidemiologisk resultat er tegn på, at en påvirkning er årsag til en sygdom. Eller de kan anvendes, hvis man har en teori om, at en eller anden bestemt mekanisme udløser medvirker til en given sygdom. Så kan forskerne udføre forsøg med fx magnetfelter under kontrollerede forhold, hvor de så vidt muligt udelukker andre forstyrrende påvirkninger.
Et enkelt forsøg er dog aldrig nok. Videnskaben kræver, at forsøgene kan gentages med samme resultat i et andet laboratorium. Det kan desuden være meget vanskeligt at vurdere, om resultater fra dyr også gælder for mennesker.
Eksponeringsvurdering
At måle magnetfelter på et givet sted på et givet tidspunkt er ikke svært. Men vi flytter os meget på et døgn, og felterne ændrer sig hele tiden. Det problem kan klares ved at udstyre personen med et dosimeter – et bærbart måleapparat. I de epidemiologiske undersøgelser, der går langt tilbage i tiden, er forskerne imidlertid nødt til at vurdere eller beregne, hvor store felter deltagerne har været udsat for i den periode, hvor påvirkningen stod på. Det kan være 20 år tilbage i tiden, og vurderingen kan derfor rumme mange usikkerheder.