WHO bygger sine anbefalinger om et forsigtighedsprincip på befolkningsstatistiske undersøgelser om børneleukæmi. Når forskere og WHO skelner mellem leukæmi hos voksne og børn, så er det fordi forskning har vist, at årsagerne til leukæmi hos børn og hos voksne højest sandsynligt er ganske forskellige.
Forskningens resultater tyder ikke på en kræftrisiko for voksne, hverken i forbindelse med magnetfelter i boligen eller på arbejdspladsen. For fx brystkræft peger de direkte imod en mulig risiko. Dette støttes også af danske undersøgelser af kræfthyppighed og dødsårsager (sammenholdt med magnetfelter i arbejdsmiljøet) blandt 30.000 ansatte i elforsyningen. Undersøgelserne har ikke vist nogen kræftrisiko, der kan forbindes med magnetfelterne.
Felter i arbejdsmiljøet større end felter i hjemmet
I arbejdsmiljøet er der ofte magnetfelter, som er væsentligt større end i boliger nær ledninger. Det ville derfor være naturligt at forvente, at en eventuel sundhedsrisiko tydeligere ville kunne ses i sådanne undersøgelser end i undersøgelser, der alene omfattede mennesker, der bor eller har boet nær højspændingsledninger.
Undersøgelserne af danske elforsyningsansatte indgår i en doktordisputats udarbejdet af overlæge, dr.med. ph.d. Christoffer Johansen, Kræftens Bekæmpelse (2004), og de er senest opdateret og udvidet i 2007. Den udvidede undersøgelse omfatter en længere tidsperiode, end det var muligt for den første undersøgelse fra 1998. Forskerne har desuden i den seneste undersøgelse anvendt en yderligere forbedret model til vurdering af hvor store felter, deltagerne har været udsat for.