EcoGrid.dk

Hvordan skal det danske elsystem udvikles, så det bliver muligt at have helt op til 50% vindkraft i elsystemet og derudover masser af anden vedvarende energi? Hvordan vil elmarkedet udvikle sig med dobbelt så meget vindkraft? Og kan Danmark fortsat forvente, at nabolandene hjælper med at undgå eloverløb?

16. juni 2009 af Jeanette Møller Jørgensen




Disse, foruden mange andre udfordrende problemstillinger som fremtidens elsystem vil byde på, har Energinet.dk forelagt toppen af dansk ekspertise samt udenlandske konsulenter i projektet EcoGrid.dk.

Fase 1 af projektet er nu afsluttet og konklusionen i det danske forskningsprojekt er klar: Udfordringerne fra vindkraften kræver revurdering af hele designet for det danske elsystem inden for de næste 10-15 år. Derudover præsenterer eksperterne et komplekst sæt af løsninger for det komplekse sæt af udfordringer, der foreligger. Læseren skal ikke forvente at finde én simpel løsning for, at der uproblematisk kan absorberes 50% vindenergi, ej heller to løsninger, men nærmere en vifte af sammenhængende løsninger.

Den helt centrale udfordring for den danske transmissionsansvarlige, Energinet.dk, er ikke kun at identificere og udvikle tekniske løsninger, men også at skabe en økonomisk optimal balance mellem de forskellige løsninger under hensyntagen til både forsyningssikkerhed og miljøvenlige løsninger.

Ifølge EcoGrid.dk eksperterne er et udgangspunkt at beskrive en sammenhængende, national SmartGrids-strategi. Parallelt hermed anbefaler de nye værktøjer til styring af energisystemet i overgangsfasen og fremadrettet skal udviklingen af alle energisystemerne ske som én helhed.

EcoGrid.dk, fase I, startede i 2007 med 17 danske og udenlandske deltagere. Projektet er finansieret af Energinet.dk's ForskEL program med 4,4 mio. kr. og har et totalt budget på 5,8 mio. kr.

Fase II af projektet skal betragtes som en paraply, der dækker over allerede igangsatte projekter og aktiviteter internt i Energinet.dk foruden evt. nye ForskEL projekter. Al den viden og de løsninger, der genereres i fase I og II skal munde ud i en Fase III, der indeholder storskala demonstration på Bornholm. Her skal de udpegede løsninger og virkemidler afprøves i praktiske forsøg - både enkeltvis, men ikke mindst i samspil med hinanden.

Vi inviterer jer til at læse rapporten for EcoGrid.dk, fase I, og gøre os selskab på en rejse til et fremtidigt scenarie med 50% vindkraft i det danske elsystem.

For yderligere oplysninger, kontakt forskningskoordinator Jeanette Møller Jørgensen. Tlf. 7622 4417.

 


Hvis du har problemer med at åbne PDF, kan du højreklikke på linket, vælge "Gem destination som" og herefter gemme filen lokalt og læse den derfra.