Energi og miljøet

9. juli 2008 af Vibeke Hørlyck


Det moderne samfund bruger store mængder energi til transport, opvarmning eller nedkøling samt elektricitet til private eller industri. Produktion og forbrug af energien påvirker miljøet.

Vores biler, kraftværker og industrivirksomheder afbrænder fossile brændsler som naturgas, kul og olie. Afbrændingen fører til udledning af forskellige stoffer til luften og efterlader restprodukter.

Selv om biobrændsler regnes for CO2-neutrale, påvirker de alligevel miljøet med udledninger af stoffer og restprodukter. Vedvarende energier som vind- og vandkraft påvirker naturen på en anden måde. Vindmøller præger landskabet, mens vandkraft i vores nabolande lægger store arealer under vand, når magasiner fyldes bag dæmningen.

Miljøpåvirkningerne skal ned

Det er et mål for Energinet.dk at bidrage aktivt til at nedbringe miljøpåvirkningerne fra produktion, transport og forbrug af el- og kraftvarme.

Som ansvarlig for de danske el- og naturgassystemer arbejder Energinet.dk ikke med transportsektorens miljøpåvirkninger. Energinet.dk ejer og driver selv transmissionsnettene for el og naturgas. I den forbindelse arbejder vi målrettet for at nedbringe miljøpåvirkningerne mest muligt.

El- og kraftvarmeproducenter indsender miljødata til Energinet.dk, så vi en gang årligt kan udregne det samlede danske miljøregnskab over miljøpåvirkningerne fra produktionen af el- og kraftvarme.

Hvert år i maj publicerer Energinet.dk en Miljørapport med oplysninger om de væsentligste miljøpåvirkninger fra transmissionssystemerne for el og naturgas og fra produktionen af el og kraftvarme i Danmark. Miljørapporten findes i menuen til venstre. Her findes også den årlige miljø- og eldeklaration publiceret af Energinet.dk

Forskning og udvikling

I fremtiden vil mere og mere elproduktion komme fra vedvarende energikilder såsom vind, sol, biobrændsler og vand. Der er stadig et stort udviklingspotentiale i disse teknologier og Energinet.dk administrerer derfor en særlig støtteordning til forskning og udvikling af teknologier til miljøvenlig elproduktion. Pengene kommer fra elkunderne, som betaler 0,4 øre til denne forskning, hver gang de forbruger 1 kWh el. Der er mere information om Forskning og Udvikling på Energinet.dk's hjemmeside.