Om elmarkedet

Det frie elmarked i Danmark betyder, at alle elforbrugere siden 1. januar 2003 frit har kunnet vælge elleverandør. Formålet med et frit elmarked har været at skabe et konkurrencepræget marked.

7. august 2007 af Dorte G. Kristiansen

Det danske elmarked er en integreret del af det frie nordiske elmarked. Både nationalt i Danmark og i EU har myndighederne arbejdet for liberaliseringen for at fremme den frie konkurrence både indenfor produktion og handel med el. Handlen på engrosmarkedet for el foregår på elbørsen, Nord Pool, som muliggør handel mellem producenter og handlere.

Den fulde åbning af elmarkedet den 1. januar 2003 medførte etableringen af et samarbejde mellem den samlede danske elbranche om at opstille regler og specificere krav til de systemer, der administrerer de indbyrdes relationer mellem elhandlere, netvirksomheder, systemansvar m.v. - samt håndtere afregning mellem markedets aktører.

Samarbejdet blev organiseret i projektet elMarked2003.

Liberaliseringen har skabt mange nye aktører på elmarkedet. Det vigtigste skridt i retning af et frit elmarked blev taget I 1999, da et EU direktiv bestemte den fulde liberalisering af elmarkeder. Dette førte til adskillelsen af selve ledningsnettet fra produktionen af el. Ledningsnettet er nu uafhængigt og alle aktører på elmarkedet har nu lige muligheder for at bruge det.

Yderligere politiske ændringer, som vil føre til flere markedsbaserede løsninger og øget integration af et nordisk elmarked og markedet i EU, må forventes i fremtiden.

Læs mere ...