Systemplan 2009 har fokus på de af Energinet.dk's kerneområder, som er afgørende for, at Danmark kan opfylde sine forpligtelser i forhold til EU's klima- og energipakke og bidrage til den politiske vision om et fossilfrit Danmark. Systemplan 2009 indledes derfor med en sammenfatning af hvordan Energinet.dk bidrager til at opfylde de politiske målsætninger og de danske 2020 forpligtelser.
Systemplanen indeholder også en systematisk gennemgang af el- og gassekto-ren med fokus på den langsigtede forsyningssikkerhed. Inden for elsystemet er der i disse år, især fokus på udbygning af infrastrukturen, som et af de vigtige midler til at integrere store mængder vindkraft, der forventes at yde afgørende bidrag til at opnå Danmarks forpligtelser i forhold til 2020 målene.
Det forventes at Danmarks egne naturgasressourcer inden for de nærmeste år, vil være utilstrækkelige til at Danmark fortsat kan være 100 procent selvforsy-nende. Systemplan 2009 indeholder en beskrivelse af hvilke initiativer Energinet.dk har taget for at sikre fremtidige muligheder for import af gas. Biogas har også et betydeligt potentiale for at bidrage til at reducere Danmarks samlede CO2 udledning. Systemplan 2009 gør rede for en række muligheder for at transportere og afsætte biogas i naturgasnettet.
Energinet.dk har ligeledes offentliggjort 'Gas i Danmark Forsyningssikkerheds-plan 2009'. Planen gør mere detaljeret rede for gasforsyningssikkerheden i Danmark både på kort og 10-årigt sigt.