Lækage kan forekomme med udsivning af naturgas fra rørledninger eller stationer. Udsivninger kan give en meget kraftig og hvinende eller hvæsende støj, når naturgassen presses ud gennem utætheden under højt tryk.
Naturgas er ugiftig og stiger straks til vejrs, da den er lettere end luft. Den udstrømmende naturgas kan dog antændes af en gnist og give anledning til brand.
Erfaringerne viser, at sådanne uheld sker yderst sjældent. Men hvis uheldet skulle ske, har Energinet.dk sammen med politi og brandvæsen udarbejdet en række beredskabsplaner, som afprøves jævnligt.
Når vi afholder beredskabsøvelser, kan det af og til give praktiske gener, fx i form af støj. Alligevel beder vi venligst vore naboer om at udvise forståelse - også selv om vi enkelte gange holder øvelse om natten.