Systemydelser for el

17. november 2009 af Jesper Stryhn

I et elsystem skal elproduktionen og elforbruget hele tiden være i balance. Ændringer i forbruget og forstyrrelser på produktionsanlæg påvirker balancen i systemet og forårsager frekvensafvigelser i nettet. Energinet.dk køber systemydelser for at sikre sig adgang til de ressourcer, som er nødvendige for at sikre stabil og sikker drift af elsystemet.

 

Systemydelserne, som købes hos elproducenter og elforbrugere i Danmark og i vores nabolande, anvendes til forskellige formål, og der stilles derfor forskellige krav til, hvordan ydelserne skal leveres. Disse krav er reguleret i UCTE Operational Handbook – Policy 1, Nordel Systemdriftsaftalen og Energinet.dk's forskrifter for nettilslutning.

 

Energinet.dk køber som udgangspunkt følgende systemydelser i Vestdanmark:

 

-       Primær reserve

-       Sekundær reserve, LFC (Load Frequency Control)

-       Manuelle reserver

-       Nødstartsanlæg

-       Kortslutningseffekt, reaktive reserver og spændingsregulering.


Energinet.dk køber som udgangspunkt følgende systemydelser i Østdanmark:

 

-       Frekvensstyret driftsforstyrrelsesreserve

-       Frekvensstyret normaldriftsreserve

-       Manuelle reserver

-       Nødstartsanlæg

-       Kortslutningseffekt, reaktive reserver og spændingsregulering.

 

De enkelte systemydelser er beskrevet i Systemydelser til levering i Danmark – Udbudsbetingelser og i Tillæg til udbudsbetingelser.

 

For at kunne deltage i sælge systemydelser til energinet.dk skal leverandøren have indgået en hovedaftale med Energinet.dk – Hovedaftale om levering af systemydelser

 

Det er en forudsætning for at kunne indgå hovedaftale, at aktøren er produktions- eller forbrugsbalanceansvarlig i Øst- eller Vestdanmark. Det er endvidere en forudsætning, at de anlæg, som skal levere systemydelserne, er godkendt af Energinet.dk.

 

Anmodning om at få en hovedaftale rettes til Energinet.dk, Markedsafdeling (Henning Parbo – hep@energinet.dk – tlf. 7622 4432) eller Systemdriftsudvikling (Kaj Christensen – kac@energinet.dk – tlf. 7622 4203). Anmodning om godkendelse af anlæg rettes til Systemdriftsudvikling.