Om Business Cases

Her kan du læse om, hvordan Energinet regner samfundsøkonomi i business cases

 

Energinets samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger af potentielle eltransmissionsprojekter

Metodenotatet (se dokument til højre) danner grundlag for Energinets arbejde med samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger af potentielle eltransmissionsprojekter.

Den samfundsøkonomiske metode anvendt af Energinet tager udgangspunkt i den samfundsøkonomiske analyseramme udlagt af Finansministeriet og Energistyrelsen. Den samfundsøkonomiske konsekvensvurdering skal skabe kvalificeret beslutningsstøtte til Energinets investeringsbeslutninger og vil indgå som en del af det samlede beslutningsgrundlag i en business case. Desuden vil analysen indgå som dokumentation i de tilfælde, hvor et projekt, afhængigt af størrelse og kompleksitet, kræver godkendelse ved Energistyrelsen, ministeriet eller ministeren, en såkaldt § 4-ansøgning.

Metodegrundlaget er relevant for alle større projekter, som initieres af Energinet. Det kan både være nyinvesteringsprojekter og reinvesteringer. Energinet foretager altid investeringer ud fra en samfundsøkonomisk vurdering. Bemærk dog, at ikke alle Energinets business cases for eltransmissionsprojekter indeholder en samfundsøkonomisk konsekvensvurdering med udgangspunkt i metodenotatet her. For visse projekter vurderes fordelene ved et projekt at være uforholdsmæssigt store relativt til omkostningerne til gennemførelse af projektet. I disse tilfælde vurderes en værdisætning af gevinsterne at være overflødig. I denne type projekter vil vurderingen af projektets gevinster indgå som en beskrivelse af rationalet for projektet. Der vil derfor alene gennemføres en omkostningsanalyse.

Energinet arbejder løbende på at udvikle den samfundsøkonomiske metode og er åben for dialog med henblik på at udvikle på metoden.