Ansættelsesproces

Hos Energinet lægger vi vægt på, at vores rekrutteringsproces er professionel og grundig og varetages i et samarbejde mellem ledere og erfarne rekrutteringskonsulenter fra vores HR-afdeling. Nedenfor ser du en grafisk fremstilling af vores rekrutteringsproces.

Som ansøger kan du være sikker på et fair og veltilrettelagt rekrutteringsforløb, som sikrer, at alle vores nye medarbejdere er fuldt kvalificerede og kompetente til at løse de mange nye og spændende arbejdsopgaver hos os.

 

  • Ansøgning
  • Ansøgning
  • Samtale
  • Profilanalyse
  • Ansættelse eller afslag
  • Når du har fået jobbet

Ansøgning

Fortæl os i din ansøgning, hvem du er, hvorfor du vil arbejde hos os, og hvordan dine kvalifikationer og kompetencer stemmer overens med, hvad der kræves i jobbet. Husk også kontaktoplysninger, herunder mailadresse og telefonnummer.

Når vi har modtaget din ansøgning, sender vi en bekræftelse på, at vi har modtaget den. Hvis du ikke modtager en bekræftelse, bedes du kontakte os.

Vi behandler naturligvis din ansøgning fortroligt.

Senest når ansøgningsfristen udløber, læser lederen i samarbejde med en rekrutteringskonsulent alle ansøgninger igennem og beslutter, hvem vi vil invitere til samtale. Hvis du bliver inviteret til samtale, modtager du som udgangspunkt en invitation på mail inden for en uge efter ansøgningsfristen. De kandidater, som ikke går videre i rekrutteringsprocessen, kan ligeledes forvente at få besked inden for en uge efter ansøgningsfristen - for vi bestræber os altid på at sørge for afklaring så hurtigt som muligt. 

Samtale

PROFESSIONEL REKRUTTERINGSPROCES

Vi lægger vægt på, at vores rekrutteringsproces er professionel og grundig. Den varetages af dygtige og erfarne rekrutteringskonsulenter fra vores HR-afdeling. Vi ønsker at ensrette processen så vidt muligt i alle afdelinger, fordi det giver vores ansøgere et fair og velstruktureret rekrutteringsforløb, der sikrer, at alle kandidater vurderes på lige vilkår.

DIFFERENTIEREDE SAMTALEFORLØB

Vi arbejder med tre forskellige samtaleforløb, der er afhængige af rekrutteringens karakter og kompleksitet. Det er kendetegnende for alle forløb, at kandidaten bliver bedt om at forberede en 5 minutter lang præsentation af sig selv.

Til de fleste job holder vi to samtaler. Første samtaler foregår normalt virtuelt, mens anden samtale holdes fysisk på vores lokationer. Til anden samtale benytter vi personprofilanalyse og ofte også en kognitiv profilanalyse og en case-opgave. Vi indhenter normalt referencer inden ansættelse - typisk efter anden samtale.

Inden du går fra samtalen, får du at vide, hvornår du får besked om udfaldet af samtalen eller det videre forløb.

Profilanalyse

Fordi vi bestræber os på at ansætte den rigtige medarbejder til det rigtige job, anvender vi en personprofilanalyse, da den dialog, som vi har om din profil, skaber et bredere bedømmelsesgrundlag for lederen og rekrutteringskonsulenten.

Under samtalen har vi en kort dialog om din profilanalyse, som varetages af en rekrutteringskonsulent, der er certificeret i den pågældende profilanalyse.

Vi anvender primært to former for profilanalyser:

  • DiSC-personprofil: en adfærdsbaseret analyse, som fortæller noget om din dominans, sociale indflydelse, stabilitet og kompetencer.
  • KP-personprofil: en personlighedsbaseret analyse, som fortæller noget om din dynamik, resultatopnåelse, sociale relationer og tænkestil.

Valg af profilanalyse afhænger af det enkelte jobs indhold og kompleksitet.

De valgte profilanalyser er anerkendte og pålidelige og følger offentlige og private retningslinjer inden for området.

Ansættelse eller afslag

HVIS DU FÅR TILBUDT JOBBET

Først når alle samtalerne er gennemført, træffer lederen med rådgivning fra rekrutteringskonsulenten beslutning om, hvem der skal tilbydes ansættelse.

Får du tilbudt jobbet, bliver du ringet op af ansættende leder og modtager efterfølgende ansættelsesaftalen i din e-boks. Ansættelsesaftalen skal du hurtigst muligt underskrive og returnere.

Kort før din første arbejdsdag, modtager du en mail, hvor det fremgår, hvornår du skal møde på din første arbejdsdag, og hvem du skal spørge efter. 

 

HVIS DU IKKE FÅR TILBUDT JOBBET

Hvis du har været til samtale, men ikke får tilbudt jobbet, ringer lederen til dig og giver dig et personligt afslag. Her har du mulighed for at spørge ind til årsagen til, at du ikke fik jobbet. 

Når du har fået jobbet

Introduktionsforløbet hjælper dig godt i gang

Vi er af den holdning, at et veltilrettelagt introduktionsforløb er med til at sikre, at en ny medarbejder føler sig velkommen og velinformeret og dermed hurtigere kommer til at fungere fagligt og socialt på sin nye arbejdsplads.

Derfor kommer du som ny medarbejder på et introduktionsforløb sammen med andre nye medarbejdere på tværs af afdelinger og fra forskellige lokationer. Fra første arbejdsdag har du desuden adgang til vores e-learning-program for nye medarbejdere.  

Din nye afdeling har selvfølgelig også et introduktionsprogram klar til dig, så du hurtigt lærer afdelingen og dine daglige kolleger at kende.