Tips og tricks

Her kan du finde tips og tricks om den gode ansøgning og det gode cv.

Den gode ansøgning

Din ansøgning er et 'salgsbrev', der sammen med dit CV skal få dig til jobsamtale. Den skal med andre ord vække vores interesse og være skræddersyet til det job, du søger. Den skal være kort, præcis og relevant.

Inden du går i gang med at skrive ansøgningen, kan vi anbefale, at du laver lidt research om Energinet ved for eksempel at se på vores hjemmeside, læse årsrapporten og holde øje med relevante emner i pressen.

Du bør komme ind på følgende i din ansøgning:

  • Hvorfor søger du jobbet? (altså din motivation for lige præcis vores job og virksomhed - ikke fordi du mener du har en relevant uddannelse)
  • Hvordan matcher dine kvalifikationer jobbet? (her kan du uddybe på din uddannelse og erfaring)
  • Hvem er du? (som person og kollega - hvad kan vi forvente?).

Sørg også for, at din ansøgning indeholder dine kontaktoplysninger, gerne med telefonnummer og e-mailadresse.

Husk også at vedlægge dit cv samt eventuelle eksamenspapirer og udtalelser. Send gerne alle dokumenter i én word- eller pdf-fil, da det letter vores administration betydeligt.

Medmindre du søger job som elev, skal du ikke vedhæfte eksamensbevis fra folkeskolen eller anbefalinger, der er mere end 5 år gamle.

Det gode cv

Dit CV skal kunne læses uafhængigt af ansøgningen, være tilpasset det job, du søger, og give et kort, konkret og overskueligt indtryk af dig og dine kompetencer.

Det er på baggrund af både dit cv og din ansøgning, at vi vurderer, om du skal til samtale eller ej. Derfor er det en god idé, hvis dit cv indeholder følgende punkter:

  • Uddannelsesmæssig baggrund
  • Joberfaring
  • It- og sprogkompetencer
  • Hvem er du privat.

Derudover skal dit cv indeholde de nødvendige personlige oplysninger:

  • Navn
  • Fødselsdato
  • Kontaktoplysninger, gerne med telefonnummer og mailadresse
  • Kontaktdata til eventuelle referencer.

Vi anbefaler, at du vedhæfter relevante eksamenspapirer samt eventuelle udtalelser som dokumentation for dit cv.